Med 800.000 solgte eksemplarer i sit hjemland og oversættelser på vej over hele verden – i Danmark i næste måned – er den italienske forfatter Roberto Savianos mafiabog »Gomorra« en af de største succeser i mafiagenren siden »Godfather«. Denne bog er blot
Morten Beiter
Med litteratur kan mafia bekæmpes. For hvis læseren overtager forfatterens øjne og følelsesregister, slår alle personlige filtre fra, og det kan være uhyre virkningsfuldt, hvis læseren er syditaliener og til daglig overlever på at fortrænge de kriminelle organisationers overvældende magt, der på alle planer gennemsyrer de sydligste italienske regioner. Pludselig er alles øjne rettet imod det, som var så synligt som en ulovligt opført skyskraber, men som ingen før turde beskue. Og så bliver det farligt. Først for bosserne. Derefter for forfatteren. Den amerikanske forfatter Philip Roth blev engang spurgt, hvilken der efter hans mening var den vigtigste i italiensk litteratur. Han svarede hverken Dante, Manzoni eller Svevo. Men Primo Levi. »For efter at have læst »Hvis dette er et menneske« kan ingen længere påstå, at de ikke har været i Auschwitz,« forklarede Roth. På samme måde er det med den 28-årige napolitanske forfatter Roberto Savianos debutbog »Gomorra«, hvor titlen viser hen til syndens by Gomorra, som blev udslettet af Jahve, og navnet på den napolitanske mafia, la camorra. Pointen er svær ikke at misse. »Gomorra« er ikke en roman, men en dokumentarisk og stærkt personlig vandring gennem virkeligheden, som millioner lever den i og omkring Syditaliens hovedstad Napoli, i daglig, næsten lydløs underkastelse for den stærkestes ret. Herfra bevæger forfatteren sig videre ud i verden for at vise, at camorraens svøbe for længst har bredt sig til »sikre« områder uden for Syditalien. Ikke bare til resten af Italien, hvor camorraens folk er førende i byggebranchen, men også til Skotland og til Polen og Rumænien, hvor narkopenge blandt andet vaskes hvide i statsobligationer. Med Savianos øjne og sko kommer man til camorra-land og oplever verden gennem den organiserede kriminalitets skydeskår, og derfra er der ingen nem vej tilbage. Mindst af alle for forfatteren selv, som siden oktober 2006 har måttet leve under politibeskyttelse, fordi de lokale bosser har dømt ham til døden for øjenåbneren. Som en anden fatwa er der tale om en dom, der kan blive eksekveret i år eller om 20 år. Det har ingen betydning. Allerede nu er Roberto Saviano un morto che cammina, en levende død. Men han er også med ét slag en af sit lands mest succesfulde forfattere. Første oplag af »Gomorra« blev i april 2006 trykt i 5.000 eksemplarer. Dermed så det ud til, at Savianos bog blot ville slutte sig til de mange hyldemeter mafiabøger i skøn– og faglitteraturgenren, der i forvejen er udkommet i Italien gennem de seneste 20 år, de fleste uden at nå ud over rampen til et større publikum. Men halvandet år og 29 oplag senere er der solgt over 800.000 eksemplarer, og bogen er på vej ud på alle verdens sprog og udkommer til november også i dansk oversættelse på forlaget Borgen under titlen »Mafiaen i Napoli«. Dødsdommen over forfatteren har naturligvis gjort sit til at gøre både Saviano og hans værk yderligere berømt. Men inden husarerne blev trukket til af dette drama – og af videnskabsmanden og den italienske forfatter og filosof Umberto Ecos TV-transmitterede appel til det italienske samfund om ikke at lade Saviano i stikken – havde bogen allerede været på de italienske bestsellerlister i et halvt år og vundet et par priser. Den ene for øvrigt overrakt af en modstræbende, for ikke at sige stærkt kritisk, borgmester i Napoli, Rosa Russo Jervolino, som i sin tale sagde, at Saviano var »symbol på det samme Napoli, som han beskriver«. Forklaringen på denne uventede succes er så at sige enkel: Der var ikke kun tale om en forfatter med noget vedkommende på hjerte. Han havde også forstået at udtrykke det på et meget højt litterært niveau. Selv har han i italiensk TV forklaret: »Bob Marley synger i en sang: »Well, what we know is not what they tell us.« Jeg ville gøre det modsatte. Jeg ville fortælle, hvad vi ved. Og jeg ville skrive det med knoerne, som man gør i raseri.« Det kan lyde enkelt. Men lever man i bossernes rige, er det det allersværeste. »Men jeg havde ikke andre valg, når jeg nu ikke havde valgt at flygte herfra som så mange andre. Det var noget jeg måtte gøre, for at føle at jeg stadig kunne være værdig til at trække vejret.« Omkostningerne Prisen var i første omgang anonyme telefonopkald midt om natten, hvor der ikke var nogen i den anden ende. Tjenere på restauranter, der sagde: »De er ikke velkommen her.« Butiksindehavere, som med bedende blikke spørger: »Skal De absolut købe Deres brød her?« Borgmesteren, der offentligt udtrykte sit mishag ved prisuddelingen, oven i købet en pris, der blev indstiftet til minde om en journalist, der var blevet myrdet af camorraen. Hans forældre slog hånden af ham. Hans bror flyttede til Norditalien. Og til sidst bossernes dødsdom. En dom, som ikke blev udleveret på stempelmærket papir, men som blev lagt ud i luften og nåede alle. Hovedet på sømmet blev ramt i slutningen af september sidste år, da Roberto Saviano under et offentligt anticamorra-møde i en af de mest blodtørstige camorra-klaners »fæstningsbyer« i det napolitanske opland, Casal di Principe, tog nogle af de største bossers navne i sin mund. »Iovine, Schiavone, Zagaria, I er intet værd,« sagde han. Og henvendt til publikum: »Deres magt hviler på jeres angst. De skal forsvinde fra denne jord.« Få dage senere udstyrede staten Roberto Saviano med livvagter, og de har sammen med de svimlende salgstal ikke forladt ham siden. I dag kan man spørge: Var det det alt sammen værd? Til italiensk TV har Saviano svaret: »Som forfatter må jeg svare ja. Det er enhver forfatters drøm at skrive noget vigtigt. Og den drøm er gået i opfyldelse. Jeg har bevist, at det litterære ord kan forandre noget, at det kan sprede sig og udfordre magten i alle dens afskygninger. Det er derfor, camorraen har reageret sådan på bogen. For hvis jeg kan gøre det, så kan alle. Faren for mafiaen eksisterer ikke i, at en person får en viden. Faren opstår først, hvis han slipper sin viden løs, som jeg har gjort. Men som privatperson har jeg mange gange forbandet mig selv, at jeg gjorde det. Først og fremmest på grund af de konsekvenser, det har haft for min familie.« Et år senere, den 17. september i år, vendte den dødsdømte forfatter så tilbage til stedet, hvor han første gang offentligt havde udslynget sin hån mod camorraen. »Jeg vender tilbage hertil for at vise, at er ikke er noget at være bange for,« sagde han til italiensk presse. »Jeg tager tilbage hertil, fordi Campanien og Calabrien (syditalienske regioner, red.) er blevet fjernet fra den nationale agenda. Fordi politikken må begynde forfra med dette som udgangspunkt.« Avisreportagerne beskrev byen som mennesketom, på nær pladsen, hvor mødet blev holdt. Denne gang var publikum mere broget end året forinden. Blandt andre var en af de fængslede camorra-bossers far til stede, og under en af talerne rejste han sig og forsøgte at komme hen til talerstolen, men blev standset af livvagterne. Allerbagest stod en lille gruppe »unge erhvervsfolk«, som over for alle journalister, der gad høre på det, gentog de samme sætninger om og om igen: »Camorraen eksisterer ikke. Saviano er ikke blevet truet, han vil bare vælges til parlamentet.« I virkeligheden det bedste bevis på, at camorraen lever i bedste velgående og ikke vil forstyrres, mens den høster millioner af euro på handel med kokain og vasker dem hvide ude i det forjættende, forenede Europa.
